Nyhedsbrev Juni 2006

Kære Søstre og Brødre

Vi skriver til jer, fordi tiden er inde til at skifte dyreart i vores fælles visualisering.
I den kommende periode, skal vi visualisere på grisen og grisesjælen. Grisene bliver dagligt udsat for store pinsler gennem deres korte liv. Det er efter vores mening vigtigt, at der globalt bliver fokuseret mere på dyrevelfærd end tilfældet er i dag.
Vi vil i dette nyhedsbrev prøve, at give jer et billede af grisenes liv, fra de fødes til de ender på slagteriet og den ”velfærd” de udsættes for. Vi drager nogle paralleller, fra vores besøg på Thorshøjgård, til hvordan industrigrisen lever. De fakta der kommer vedr. industrigrisen, stammer fra de oplysninger vi har fundet på nettet.
Millioner af produktionsdyr, som lever i det moderne, intensive landbrug, udsættes for en uanstændig og ekstrem urimelig behandling. Grisesøer, der går rundt med dybe liggesår og skamferede ben. Sammenstuvede slagtesvin, som stresses i golde betonstalde, uden beskæftigelsesmuligheder mv.
En stor del af landets svineavlere passer ikke deres svin godt nok. Mere end 1.800 gange måtte dyrlægerne sidste år indskærpe over for svineavlere, at de skulle passe bedre på deres dyr.
Af politianmeldelser, der omhandler svin, var der sidste år: - 64 stk. med skuldersår - 38 stk. med ledbetændelse, knoglebrud og inficerede sår - 19 stk. med brok. Det er helt ubegribeligt, at landmændene behandler deres dyr så dårligt, og direkte overtræder lovgivningen.
For at begribe, hvordan disse misforhold overhovedet kan opstå, er det nødvendigt, at foretage nogle generelle overvejelser om relationer mellem dyr og mennesker.
I løbet af de sidste 30-40 år, har man udviklet et landbrug, som fuldstændig tilsidesætter respekten for det levende individ. Man har gjort gårdene til fabrikker og dyrene til maskiner, samt intensiveret produktionen af kød og mejeriprodukter i uhyggelig grad. Det drejer sig her om millioner og atter millioner af dyr, som behandles elendigt under dække af økonomi og nødvendigheden af at følge med i en udvikling, som ingen tilsyneladende kan standse.
Der er behov for, at vi mennesker begynder, at vågne op. Vi er nødt til, at forholde os og tage stilling til, hvordan vi behandler andre levende væsner, og om vi ønsker, at støtte den måde de lever på i dag.
Når vi køber en flæskesteg i Netto, skal vi ikke kun tænke på at den er billig. Vi skal også tænke på, hvordan grisens liv har været. Ved at købe en billig steg, støtter vi griseindustri- producenterne. Dermed anerkender vi den måde, de behandler deres dyr på. Som forbruger, er vi nødt til, efter vores mening, at tage stilling til, om vi vil betale gennem de varer vi køber, for at dyrene får et bedre liv.
Det er vores opfattelse, at vi som mennesker har pligt til, at hjælpe dyrene på deres udviklingsvej. Dyrene er på nuværende tidspunkt afhængige af mennesket, på samme måde, som mennesket har været det af dyrene tidligere på vores udviklingsvej. Vi skal huske på, at dyrene ofrede deres egen udvikling til fordel for menneskets.
I Danmark produceres der på nuværende tidspunkt 25 millioner svin i den industrielle del af svinebranchen hvert år. Regeringen har planer om, at give tilladelse til at griseproducenterne må udvide deres besætning fra 4000 enheder til 10.000 enheder, under påskud af, at vi skal kunne klare os i konkurrencen fra de øvrige lande.
Syv millioner grise dør, inden den slagtemodne alder. Hvilket for os er et tegn på, at der er tale om en barsk produktion, som ikke tager hensyn til svinenes velfærd.
Til sammenligning, produceres der 100.000 økologiske svin og frilandssvin i Danmark på årsbasis. En griseproduktion, hvori grisenes velfærd vægtes højt. På Thorshøjgård var der to søer med hver deres kuld grise på ca. 6 pattegrise, som lever i deres huler på friland. Det kuld, I ser på billedet, havde det med, at følge efter Niels, der hér lige har fodret dem med mælk og korn.
Når en so skal fare (føde) under naturlige betingelser, forlader den sin flok for at bygge en rede, den kan fare i. Soen samler redemateriale, som den bærer i munden til redestedet, hvor den arrangerer de indsamlede grene, græs og mos. Den færdige rede ligner nærmest en hule, og soen er næsten helt skjult, når den ligger i reden. Soen kravler ind i sin rede, hvor den føder sine pattegrise. Efter faringen bliver soen liggende i reden det først døgns tid. Og først efter en uges tid, vender den tilbage til flokken med sine smågrise. Smågrisene dier hos soen et par måneder, men begynder allerede ved 2-3 ugers alderen at æde fast foder.

Når en frilandsgris skal slagtes, skal det ske under så lidt stress som muligt. Der må fx. ikke bruges en el-stav til at jage grisene med.
For industrigrisen gælder det, at over 90 % af de farende og diegivende søer holdes fikserede i farebokse. I fareboksen står soen mellem to jernbøjler, som kun tillader begrænset bevægelse. Soen kan f.eks. ikke vende sig rundt, og den kan ikke udføre normal yngelpleje. Under hvile ligger pattegrisene i en pattegrisehule (med varmelampe), for at forhindre, at soen lægger sig på pattegrisene - med stor pattegrisedødelighed til følge. Umiddelbart efter fødslen, bliver smågrisene vaccineret, halekuperet, tandklippet og hangrisene bliver kastreret, alt uden bedøvelse. Efter 4 uger, bliver de taget fra moderen og kommer ind i en varm klimastald sammen med smågrise fra andre kuld. Her lever de i halvmørke af proteinrigt foder, indtil de er store nok til at komme over i et nyt staldsystem, hvor de lever deres sidste tid på spaltgulve. Oftest uden halm og i halvmørke. Dette er ikke acceptabelt i et land som Danmark. Der er behov for, at der bliver udviklet nye systemer til farende og diegivende søer, der tager hensyn til både soen og pattegrisene.
Alle ved at en nyfødt skabning skal være hos moderen i livets start for at die, få varme og social tryghed. Det opbygger et stærkt immunforsvar og lægger fundamentet til, at ungen kan udvikle normaladfærd. Derfor må man ikke tage hundehvalpe fra tæven før efter 8 uger. Men i landbruget er det tilladt, at tage smågrise fra soen efter kun 3 uger. Selvom den tidlige fravænning giver store problemer senere (med at sutte på artsfællers ører og haler), så kan man ikke vente, idet soen hurtigt skal gøres drægtig igen, så man kan komme op på over 25 smågrise pr. år pr so.
Hvis der er dokumentation for, at der på en bedrift, er sket skader på haler som følge af, at kupering ikke er foretaget, kan pattegrisene halekuperes inden for 2-4. levedøgn (dette gøres uden bedøvelse).
Dog anbefales det, at alle grise systematisk, undtaget de økologiske og frilandsgrisene, bliver halekuperet. Bogstaveligt talt betyder det, at dyrene tilpasses staldsystemerne i stedet for at tilpasse staldene efter dyrenes behov. Halekupering og hale bid er et tegn på, at der er for lidt plads, og at de mistrives.
Dyr kan ikke fortælle os med ord, hvor forfærdeligt de har det. Men heldigvis ved vi i dag meget om dyrs signaler. Der foregår megen forskning om dyrenes adfærd. Det meste af denne forskning er betalt af landbrugserhvervet selv. Netop denne forskning, skal vi være kritisk overfor, fordi man stort set er i stand til at bevise alt, blot man opstiller forsøget på rette vis med de rigtige mål, problemformuleringer og hypoteser. I jagten på at bevise, at alt er såre godt, glemmer man til tider de helt spontane indtryk, som lægfolk har - altså det forhold, at noget er umiddelbart indlysende. Man behøver ikke videnskabelig dokumentation for, at det gør vanvittigt ondt på pattegrisene, at blive kastreret uden bedøvelse.
Antallet af danske søer, der hvert år aflives eller dør på grund af sygdomme, er stigende. Således er tallet for søer, der ender på destruktionsanstalterne, steget med op mod 20.000 søer fra 2003 til 2004. Forskningsadjunkt Birgitte Damm fra Landbohøjskolen fortæller, at dødsårssagen ofte er sult, som kan øge risikoen for mavesår, tarmslyng og indre organdrejninger hos søerne. Selvom de får næringsrigt foder, er mængden for lav, hvilket altså kan føre til en smertefuld død for grisene.

I 2005 blev der eksporteret 1 million levende smågrise mere, end sidste år til udlandet. Og man er nu oppe på i alt 2,9 millioner. Hvor mange når man mon op på i 2006? Det er de høje danske miljøkrav og manglende plads, der får de danske svineproducenter til at sende grisene til udlandet, primært Tyskland. Grisene er ifølge Dyrenes Beskyttelse, et rigtigt godt eksempel på, hvordan man i de sidste 15 til 20 år, har skabt en international arbejdsdeling i EU. Grisene fødes således i Danmark, opfedes i et andet land og slagtes i et tredje.
På trods af, at pressen har haft fokus på dyretransporter gennem længere tid, transporteres der stadig grise under kummerlige forhold. På en rasteplads i Sønderjylland, kontrollerede politiet på en enkelt dag 11 vogntog fyldt med grise. Heraf havde 6 vogntog problemer med vandingsanlæggene, som dyrene drikker af under de lange ture. Grisene bliver stuvet sammen i lag, med meget lidt plads. Problemerne med disse kørsler er både varigheden, men også vejret. Når man står tæt, og når der er mellem 25 – 30 grader udenfor, bliver det næsten ulideligt. Forstil dig en af de varmeste sommerdage. Du står op i midtergangen på en propfyldt HT bus, som står stille fordi der er trafikprop. Forstil dig så, at du skal stå sådan i flere timer.
Vi ved, at i Danmark bliver grise ikke slagtet uden bedøvelse. De bedøves med luftarten kuldioxid (CO2), ved at de drives ind i en "elevator", der efterfølgende sænkes ned i en grav med kuldioxid. Indåndingen af kuldioxiden resulterer i, at grisene bliver bevidstløse. De bevidstløse grise hæves op i det ene bagben, hvorefter de stikkes i halspulsåren og dør.

Grisene bliver rundt omkring i verden brugt til andet end føde for mennesket, og da vores visualiseringer ikke kun inkluderer dyr her i landet, men hele verdens dyr, har vi valgt, at følgende barske beretning fra Taiwan også skal med. Idet den viser, hvor vigtigt vores arbejde er.
I Taiwan, bliver der hvert år i august, afholdt en religiøs fest ved navn ”The Pigs of God contest” i Hsin Chu, Taiwan. Under ”festlighederne” afholdes der en konkurrence om, hvem der kan medbringe den tungeste gris.
Grisene opfedes til seks gange deres normale størrelse. Dette foregår gennem flere år. Man tvangsfodre grisene med sand og metal, mens de ligger fastspændt, så de ikke kan lave den mindste bevægelse, der ville få dem til at tabe sig.
I grisenes sidste tid, kan de ikke rejse sig ved egen hjælp, og de kan end ikke holde deres hoved selv.
I dagene op til konkurrencen får de, der ikke er døde som følge af deres fedme, stoppet sand og metalgenstande ned i mavesækken for at blive så tunge som muligt.
Det tungeste dyr – som oftest vejer over 600 kilo (seks gange normalvægten) – vinder ”Pigs of God” konkurrencen. Vinderen deler skæbne med de andre deltagere, idet alle grisene får, som en gave til Gud, halsen skåret over uden bedøvelse, dvs. mens de er ved fuld bevidsthed, midt i folkemængden, mens deres artsfæller skrækslagne ser til og venter på deres tur.

WSPA (Organisation, der arbejder for at forbedre forholdene for alverdens dyr) arbejder sammen med medlems-organisationen EAST (Environment & Animals Society of Taiwan) for, at presse Taiwans regering til, at forbyde den grusomme behandling af grise, som finder sted hvert år.

Ifølge Taiwans dyreværnslov, er det både forbudt at tvangsfodre dyr, og at aflive dem på inhumane måder offentligt, men alligevel foregår dette uden, at der bliver gjort noget ved det.
Umiddelbart kan man få en oplevelse af, at vi står overfor en næsten umulig opgave, men det er det ikke. Ved at blive bevidst om, hvad man støtter, når man køber den enkelte vare, gør en forskel. Ved at visualiserer på den enkelte dyreart, er man med til at sende energi til disse dyr, hvilket hjælper dem til at komme nemmere igennem den forestående proces som de skal igennem. Opgiv derfor ikke, men støt op om projektet og send energi til alle grisene på jorden.
Lys og kærlighed til jer alle sammen.
Bettina Vestergaard og Steinunn Helga Sigurðardóttir