Frans af Assisi

er en legendarisk person, som man har fortalt om gennem generationer. Alt omkring Frans var ifølge hans opfattelse en ”broder” eller en ”søster”. Deri understregede han sin store respekt for og kærlighed til alt levende skabt af Gud. Dermed er f.eks. fuglene og alle dyr, vinden, solen og månen ligeværdige med Frans selv – de er hans brødre og søstre!

Vi kan i dag året 2007, lære meget af Frans af Assisi. Og vi synes, at det er meget passende, at sende noget fra ham med i dette nyhedsbrev. Vi håber, at I nyder det ligeså meget som vi gør. Her er to meget smukke fortællinger om mødet mellem Frans og fuglene og mellem Frans og ulven. En prædiken for fuglene:

En dag var Frans og to af hans rejseledsagere vandret over en mark, hvor der stod nogle træer, og i disse træer og på marken under, sad der et væld af trækfugle. Frans standsede og betragtede fuglene. Så sagde han til sine brødre: ”Vent lige her. Jeg vil holde en prædiken for vore søstre, fuglene”. For os i dag, kan det synes som en ret besynderlig tanke – men for Frans var det den naturligste sag i verden. Han havde altid følt en særlig samhørighed med al Guds skabning. I hans øjne var alt gennemtrængt af Guds kærlighed, og hvis man talte i kærlighed, kunne man tale med alt omkring sig. Derfor hilste Frans alt og alle, han mødte, som brødre og søstre i Gud.

Frans gik stille hen mod fuglene, som sad på marken. Da han begyndte at tale, fløj alle fuglene, som sad i træerne ned til ham, og ingen af dem rørte sig, selv om hans kutte ind i mellem rørte ved flere af dem. ”Søstre fugle”, sagde han, ”I skylder Gud megen lovsang, for Han har skabt jer og givet jer vinger og triller. Han har givet jer fjer, så I kan varme jer, og føde til at stille jeres sult. Han har givet jer kilder at drikke af og bjerge til at skjule jer i. Han har givet jer træer at bygge rede i, og luften til, at I kan bevæge jer frit i den. I har meget at takke Gud for. Han må elske jer højt, så glem ikke at synge Hans pris!”
Da Frans var færdig med sin prædiken og sin opfordring til at prise Gud, velsignede han fuglene med korsets tegn. De fløj derefter samlet op i træerne og kvidrede smukt i ét kor.

Og efter det kors, Frans havde tegnet, delte de sig i fire flokke: den ene fløj mod øst, og den anden mod vest, og den tredje mod syd, og den fjerde mod nord, og hver flok fløj ud i verden, mens de lovsang Gud.
Og dette skulle betyde, at ligesom Frans, der på sit legeme skulle bære Kristi korsmærke (blev stigmatiseret i 1224, dvs. mærket med sår på hænder, fødder og i brystet, ligesom Jesus fik ved korsfæstelsen – se nedenstående link); havde prædiket for fuglene og gjort korsets tegn over dem, hvorefter de havde delt sig i et kors og var fløjet til de fire verdenshjørner under sang; således skulle forkyndelsen af Kristi kors bæres ud over den hele verden. http://da.wikipedia.org/wiki/La_Verna_(Toscana)

Broder Ulv
En anden dag var Frans i byen Gubbio og prædike. Der fortalte man ham om en farlig ulv, som hærgede området. Ulven havde dræbt adskillige mennesker og folk turde ikke gå uden for byen af frygt for ulven.

"Jeg vil gå ud og tale med ulven” sagde Frans. Byens borgere kravlede op på hustage og bymure for at se, hvad der ville ske. Det varede heller ikke længe, før ulven kom farende med fråde om munden. Frans standsede, gjorde korsets tegn og sagde: ”Et øjeblik, broder Ulv! I Kristi navn forbyder jeg dig, at gøre mig eller nogen anden fortræd”. Ulven standsede, lod hovedet synke og begyndte at lytte efter. Frans fortsatte: ”Broder Ulv, du har dræbt mange dyr – ja, endog adskillige mennesker skabt i Guds billede. Du fortjener en grusom død, og det er grunden til, at folk hader dig. Men jeg ønsker, at du skal slutte fred med dem og love, at du ikke længere vil gøre dem fortræd.”

Ulven lagde sig ved Frans’ fødder for at vise sin lydighed. Frans fortsatte: ”Broder Ulv, hvis du lover det, kan jeg love dig, at ingen nogensinde skal gøre dig fortræd, og at du aldrig skal sulte igen. Gubbios indbyggere vil give dig mad lige til din dødsdag. Giv mig nu din pote som tegn på, at du går med på betingelserne.” Ulven løftede højre pote og lagde den blidt i Frans’ hånd. Så gik de sammen afsted til Gubbio. På byens torv prædikede Frans en vidunderlig prædiken med ulven liggende ved sine fødder. Fra den dag af gjorde ulven ingen fortræd, og Gubbios indbyggere sørgede for, at den altid fik mad.

Frans af Assisi
er miljø- og dyrevenlig helgen - og Skytshelgen for hele Italien

FRANS AF ASSISI

Sangen om broder sol ”Solsangen” (1224-26)

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,

din er al ære, lov og pris og al velsignelse,

dig alene, du Højeste, tilkommer de, og intet menneske er værdig at nævne dig!

Lovet være du, Herre, med alle dine skabninger

især hr. Broder Sol

som skaber dag, og du oplyser os ved ham,

og han er skøn og strålende med stor glans,

På dig, du Højeste, er han et billede!

Lovet være du, Herre, for Søster Måne og Stjernerne

på himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.

Lovet være du, Herre, for Broder Vind

og for luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr,

hvorved du opholder alle dine skabninger.

Lovet være du, Herre, for Søster Vand,

hvilken er såre nyttig og ydmyg og kostelig og kysk.

Lovet være du, Herre, for Broder Ild,

ved hvem du oplyser natten,

og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.

Lovet være du, Herre, for vor søster, Moder Jord,

som opholder os og bærer os

og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs.

Lovet være du, Herre, for alle dem, som af kærlighed til dig

tilgiver deres fjender

og udholder skrøbelighed og trængsel

25 salige de, der i fred holder ud til det sidste,

thi du, Allerhøjeste, vil give dem den evige krone!

Lovet være du, Herre, for vor søster, den legemlige Død,

som ingen levende kan undfly.

Vé dem, der dør i dødssynd.

Salige de, som har virket din allerhelligste vilje,

thi dem kan den anden død ikke gøre noget ondt.

Lover og priser Herren, og takker ham,

og tjener ham i stor ydmyghed.

Følgende afsnit omkring Solsangen, er et udpluk fra flg. hjemmeside:
www.kirketjener.grejsdalen.dk/Frans/preghiere.html

Denne hymne er skrevet af Frans af Assisi i løbet af hans to sidste leveår - 1224-1226. Den er skrevet på italiensk - i umbrisk diakekt - og er således et af de første værker skrevet på folkesproget og ikke latin. G. K. Chesterton har sagt, at vidste man ikke andet om Frans, så kunne man rekonstruere det meste ud fra denne hymne. Den indeholder det væsentligste af Frans' budskab. Den er ikke en hyldest til naturen, men en hyldest til Gud gennem skaberværket. Og tror man, at den er skrevet på en solskinsdag på en af Umbriens enestående smukke bjergsider med udsigt over den disede Spoletodal, så tager man fejl. Da Frans skrev den var han næsten fuldstændig blind, han var plaget af sygdom og var døden nær. Men netop derved bliver den en endnu stærkere hyldest til den Almægtige. Digtet er skrevet i tre omgange. Hovedparten i 1224, men strofen om dem der tilgiver blev tilføjet i forbindelse med en ulykkelig strid mellem Assisis borgmester og biskoppen. Frans lod nogle af sine brødre synge sangen inklusive denne strofe for de stridende parter, og som et resultat heraf forligede de sig igen. Strofen om søster død tilføjede Frans kort tid før sin egen død. Medens han lå i den celle i Portiuncula nær Assisi og afventede døden sang han gentagne gange solsangen sammen med broder Angelo og broder Leo. Broder Elias, der ledede franciskanerordenen på dette tidspunkt forargedes over den megen syngen ved Frans' dødsleje. Det var upassende, mente han: "Der går jo vagt herudenfor, og de tror ikke, du er en hellig mand, når de stadig hører sang og spil fra din celle". Men Frans svarede ham: "Ved den Hellig Ånds nåde er jeg så inderlig forenet med min Herre og Gud, at jeg vel kan have lov at glæde mig og frydes i ham!"

Den oprindelige melodi kendes ikke længere. I et af de ældste manuskripter er der afsat plads til noder, men de er desværre ikke blevet indføjet. Johannes Jørgensen har oversat Solsangen til dansk i 1895 i en meget tekstnær udgave. I 1978 gendigtede Johannes Johansen den i en fri udgave til en melodi fra Köln 1623. Hans udgave er optaget i Tillæg til den Danske Salmebog som nr. 755, og Salmebogskommissionen har optaget den som nr. 17 i Betænkningen "Forslag til Ny Salmebog" (under afsnittet "Troen på Gud Fader - Skabelsen og Forsynet").

Farao, profet og præst i det Nye Kongedømme ca. år 4160 før Kristus i Ægypten. Pythagoras, græsk filosof i det sjette århundrede f.kr. ved hans flugt til Babylon blev han af profeten Daniel indviet i den indre lære om "Jeg er den Jeg er" givet til Moses. Han lærte desuden om musik, astronomi og den hellige videnskab om invokationer. Han skabte senere et broderskab af indviede i Crotona i det sydlige Italien og grundlagde en mysterieskole. Kuthumi er verdenslæreren, han forener østens og vestens tankegang. Kuthumi ser som en af sine væsentligste opgaver at få menneskeheden til at betragte sig som en enhed, ligesom han medvirker til at åbne menneskers hjertechakra.

Kuthumi har bl.a. inkarneret som den græske filosof Pythagoras og som Apostlen Johannes - en af de tre apostle som stod Jesus særlig nær. Og som han selv skal have fortalt om mødet med Jesus: - Han var rar og med et indre lys, så man fik lyst til at følge ham til verdens ende. Hvor han var, lyste du også selv op. Han kunne også blive vred, når han så den uretfærdighed, der var omkring os, for han var menneskelig som vi var og bestod af alle kødets følelser.

Senere inkarnede han som Frans af Assisi, hvor han besluttede at efterleve evangeliet bogstaveligt. Han gav al sin ejendom til de fattige og levede en tid som eneboer, inden han drog ud for at prædike og lave socialt arbejde. Han blev grundlægger af Franciskanerordenen. Kuthumi har levet som Shah Jahan og byggede, til minde om sin hustru, et af verdens vidundere, Taj Mahal i Indien. Endelig levede han som Tibetansk munk i Himmalaya, hvor han arbejdede sammen med grundlæggerne af Teosofien.”